Andreas Cornelius skifter til Atalanta B.C.

F.C. Københavns landsholdsangriber, Andreas Cornelius, skifter den 1. juli til Atalanta B.C. på en fire-årig kontrakt.

De indledende forhandlinger fandt sted allerede i januar i år efter at italienerne havde fulgt Andreas i et år. FC København ønskede ikke at sælge i januar, hvorfor det på et møde mellem Ståle Solbakken og undertegnede i Dubai i februar blev besluttet at arbejde på en sommerhandel. Med Andreas' meget flotte sæson har der naturligvis været tiltagende interesse fra klubber i de helt store ligaer i UK, Spanien samt Tyskland. Interessen har været støt stigende her i foråret. Valget er faldet på Atalanta, som fra starten har givet et godt, professionelt samt menneskeligt indtryk. Træneren er kendt for sit arbejde med udvikling af unge spillere til topspillere.

Et stort tillykke herfra til Andreas, som har kæmpet sig imponerende flot tilbage i karrieren og i dag fremstår som en moden, international topspiller. Forza Andreas Cornelius og Atalanta B.C.

Cornelius månedens spiller i Superligaen

Andreas Cornelius blev i lørdags kåret som oktober måneds spiller i Alka Superligaen. 

Månedens spiller er Superligaens officielle kåring af den profil, der i den pågældende måned har været med til at præge kampene i ligaen i en særlig grad - og vi mener, at det er meget fortjent, at hæderen i denne omgang er gået til Andreas Cornelius. 

Hårdt slid, tro på egne evner, mental styrke og fokus har bragt Corner tilbage på toppen. Stort tillykke til Andreas!

Pryts Larsen endnu en gang udtaget til U19-landsholdet

Jacob Pryts Larsen (Brøndby IF) skal endnu en gang repræsentere det danske U19-landshold, når det i november går løs ved EM-kvalifikationen i Silven i Bulgarien.

Danmark skal møde henholdsvis Hviderusland (10/11), Bulgarien (12/11) og Portugal (15/11).

Pryts Larsen har i en længere periode været andenmålmand efter Frederik Rønnow i Brøndby, og gennemgår i øjeblikket en imponerende udvikling. 

Et stort velkommen til Jacob Trenskow

Vi er enormt glade for at kunne annoncere, at vi har indgået et samarbejde med det femtenårige offensivtalent Jacob Trenskow. 

Jacob har fået sin fodboldopvækst i BMI men skiftede i 2013 til AGF, som han i november skrev en treårig ungdomskontrakt med. Han har siden været en fast del af U17 Ligaholdet, hvor hans flotte præstationer blandt andet har resulteret i to kampe for U16 Future-landsholdet. 

Jacob er en teknisk dygtige offensivspiller med en høj spilintelligens, der gør at han ofte er på forkant med situationen, et godt blik for spillet og en strålende venstrefod. 

Vi glæder os til et forhåbentligt langt og positivt samarbejde med Jacob og hans familie. Og ønsker i samme omgang Jacob stort tillykke med matchvinder-rollen i AGFs 1-0-sejr over Randers FC i går. 

Færøerne brillerede i VM-kvalifikationen

Lars Olsen og det færøske fodboldlandshold besejrede fredag aften Letland 2-0 på udebane. 

Det placerer dem med fire point i to kampe på gruppens andenplads, en sensationel placering for den lille ø-nation, der ikke har vundet en VM-kvalifikationskamp siden september 2009. 

Olsen, der er på kontrakt til 2020, skabte sidste år sensationelle resultater mod Grækenland i EM-kvalifikationen, og succesen ser ud til at fortsætte i 2016. 

 

Mandag venter et spændende opgør europamestrene fra Portugal på Tórsvøllur i Tórshavn. Vi ønsker Lars stort tillykke og held og lykke i resten af kvalifikationen. 

Pragtkamp af Cornelius i Porto

Andreas Cornelius leverede forleden en pragtpræstation, da FC København i sæsonens første gruppespilskamp i Champions League tørnede sammen med FC Porto. Cornelius sikrede med et rigtig angribermål i kampens 52. minut holdet et vigtigt point på Estadio do Dragao.

Vi letter på hatten og glæder os på Andreas' vegne. Andreas har udvist stor mental styrke ved at kæmpe sig tilbage til international topklasse efter blandt andet skadesudfordringer. En super fyr at arbejde med.

Andreas Cornelius og Jacob Pryts Larsen landsholdsudtaget

Foto: Lars Rønbøg

Andreas Cornelius (F.C. København) og Jacob Pryts Larsen (Brøndby IF) repræsenterer Danmark, når A-landsholdet og U19-landsholdet i begyndelsen af september samles. 

A-landsholdet skal spille venskabskamp mod Liechtenstein i Horsens den 31. august og VM-kvalkamp mod Armenien i Telia Parken den 4. september. U19-landsholdet tørner i to venskabskampe sammen med Norge og Sverige på Nyborg Idrætspark i Nyborg.